Snedkermøbler er altså også kunst
De fem møbelsnedkere er ikke i tvivl. Deres værker er ikke bare brugsgenstande, men kunstværker, der lige så vel burde kunne findes på dyre internationale gallerier som hjemme i de danske stuer. Velkommen til en rundbordssnak om møbelsnedkerens arbejde, den danske møbelarv og ikke mindst forløbet med at stable en stor international udstilling på benene.
Interview
Lars Hedebo Olsen
Det er en af de rigtig varme sommerdage, hvor storbyen syder og folk flygter ud til vandet. Den danske sommer er lunefuld, og når den endelig tager fat, bliver vi altid overraskede og begynder at brokke os over varmen. Men ikke de fem møbelsnedkere Ken Winther, Thomas Høyrup, Christofer Eliasson, Rasmus Fenhann og John Bøge. De er i højt humør. Udstillingen My Precious er på plads, og de kan se tilbage på masser af timer på værkstedet, hvor de har knoklet løs for at få værkerne færdige til åbningsdagen.
’Mange af os har nok brugt 150 til 300 arbejdstimer på projektet’, siger Rasmus Fenhann, inden vi sætter os. Kunstindustrimuseets direktør, Bodil Busk Laursen er gået hjem og har givet os lov til at indtage hendes smukke kontor. Møblerne er selvfølgelig godt dansk håndværk. Kaare Klint, da han var bedst. Det store runde mødebord i midten af lokalet har endda den ekstra detalje, at det har tilhørt Statsministeriet, hvor blandt andre statsmanden Thorvald Stauning havde glæde af det tilbage i 1930-erne og 40-erne.
’De burde altså behandle det bord med et eller andet’, lyder det fra en af møbelsnedkerne, mens en anden fortsætter: ’Ja, og få renset stolene. Det er næsten synd, at de ikke er bedre vedligeholdt’.
For en ikke-møbelsnedker virker møblerne nu ret velholdte og særdeles komfortable, så inden møbelsnedkerne kommer for godt i gang med at snakke om vedligeholdelse, kaster jeg det første spørgsmål på bordet.
Hvorfor bliver man overhovedet møbelsnedker?
John Bøge: ’For mig var det et kald, og så er jeg bare blevet hængende’.
Rasmus Fenhann: ’Jeg er blevet inspireret af de gamle møbelsnedkere, tror jeg. Da jeg var ung, syntes jeg, at jeg så møbler af Børge Mogensen og Hans J. Wegner alle vegne – lækkert snedkerhåndværk. Det fandt jeg meget stimulerende. Sådan noget ville jeg også lave’.
Ken Winther: ’Det er en drøm der skal leves ud. Også selv om man godt ved, at det er rigtig hårdt at ernære sig som møbelsnedker i Danmark. Og så finder man ud af hen ad vejen, at træet kan så meget. Og selv om det måske ikke er det, der skaffer en smør på brødet, så er det jo det man stadig lever for’.
Hvad er det, træ kan?
Ken Winther: ’Det kan alt. Du skal bare finde den rigtige træsort og den rigtige måde at bearbejde det på’.
Så rigtige møbler er i træ?
John Bøge: ’Nej, ikke nødvendigvis, men det er bæredygtigt. 100 procent’.
Rasmus Fenhann: ’Jeg ved heller ikke om rigtige møbler er i træ, men det er sådan et godt materiale at arbejde med’.
John Bøge: ’Ja, og det er jo altid rart at røre ved. Det er aldrig koldt eller klamt eller fedtet. Det er bare godt’.
Et er at lave værker til en udstilling som denne, noget andet er, hvad man ellers laver som møbelsnedker?
Ken Winther: ’Jeg laver Hans J. Wegner møbler til daglig. Altså ren produktion. Men selv om det er møbler af høj kvalitet, der stiller store faglige udfordringer, så er det alligevel ikke udfordring nok for mig. Man skal skubbe til sig selv engang imellem. Og det siger jeg også til min chef. Jeg skal have flere specialopgaver for at bryde hverdagen’.
Hvad er det så for Wegner-møbler du laver?
Ken Winther: ’Det er sådan en stol som Jakkens Hvile og Cirkelstolen. Jeg arbejder med mange forskellige modeller’.
Så det er dig, der er skyld, i at Jakkens Hvile koster en mindre bondegård?
Ken Winther: ’Ja, jeg er simpelthen ikke hurtig nok, ha ha’.
John Bøge: ’Men det er ikke din skyld, at den ikke er særlig køn’.
Ken Winther: ’Nej, men det er formgivning, og det er en helt anden boldgade’.
Rasmus Fenhann: ’Møbelsnedkere får ikke særlig mange udfordringer nu om dage. Der er jo en lang tradition inden for møbelsnedkeri, og der findes masser af ældre møbler, hvor vi kan se at, de har givet den totalt gas. Så vi ved godt, hvad der kan lade sig gøre med træet. Og derfor kommer man let til at føle, at man mangler udfordringer, for vi kan se, hvordan andre har udfordret sig selv med det samme værktøj og har lavet nogle fuldstændig fantastiske ting. Og så siger man til sig selv, at ’det må jeg da også kunne lave’ eller ’det kan da ikke være meningen, at jeg skal stå her og skrue i spånplader’’.
Er det så for at få nogle udfordringer, at I deltager i denne udstilling?
Ken Winther: ’Ja bestemt’.
Thomas Høyrup: ’Snedkerforeningen lavede også en tiårs-udstilling i 2002, og der havde vi rigtig mange gode diskussioner. Blandt andet om det med at bruge så meget tid på værker, som måske ikke blev solgt. Alle genstandende på den udstilling var skabe og der betingede vi os, at hvis nogen var så heldige at få solgt et skab, så skulle der skrives en klausul om, at hvis udstillingen skulle vises offentligt igen, så skulle alle skabe være med. Men vi havde også mange overvejelser omkring det at lave noget i fællesskab, hvilket er en af grundene til, at jeg er med igen. Dengang tror jeg, at publikum opfattede os meget som et fællesskab, og det synes jeg er tiltalende. Jeg kan godt lide tanken om, at vi alle yder noget til fællesskabet’.
Snedkernes kæreste eje
Der bliver nikket hele vejen rundt om bordet. Det kølige mineralvand er ved at være drukket, og det er tid til kaffe. En sort termokande går rundt. De hvide Ursula-kopper med grønne hanke bliver fyldt op, inden Thomas Høyrup fortsætter:
Thomas Høyrup: ’Da vi lavede udstillingen i 2002 var det sjovt at opleve, at fordi Kunstindustrimuseet ligger i denne pæne del af byen, så kom der mange advokater og advokatsekretærer forbi, som lige skulle ind i deres frokostpause og se på snedkermøbler. De var meget højrøstede, da de kom ind ad døren, men man kunne se, at da de gik igen, var de helt stille og hviskede om, at det var ’utroligt at man kan lave sådan nogle ting’. Det var fedt at opleve. De gange, jeg har været ved at opgive denne gang, har jeg alligevel holdt ud, fordi jeg har tænkt, at hvis mit værk går helt ad helvede til, så kan de andres produkter bære udstillingen. Så jeg tror, at mange af os har holdt sig gående på den fælles udfordring, der lå i at lave en udstilling sammen’.
Rasmus Fenhann: ’Det er hverken en kommerciel eller elitær udstilling. Det, der bliver krævet af os som deltagere, er at vi giver os selv 100 procent og gør alt, hvad vi kan for at lave et unikt produkt’.
Når man kigger på jeres ting, så forekommer det mig, at I må have brugt utroligt mange timer på det. Alt er så detaljeret og så gennemarbejdet.
Rasmus Fenhann: ’Ja, og på en måde er udstillingsværkerne gået hen og blevet møbelsnedkernes kæreste eje. Sådan er det faktisk tit, når man laver et projekt. Man bliver så glad for det og tænker på det hele tiden, indtil det ligesom er ude af kroppen igen’.
John Bøge: ’Det er kendetegnende for de fleste af tingene, at de ikke er lavet til produktion eller med salg for øje. Det betyder, at man har et helt specielt forhold til værkerne’.
Men ville I ikke sælge jeres ting, hvis der kommer en køber forbi?
Rasmus Fenhann: ’Der er nok nogen som ikke vil sælge, mens du sagtens kan finde andre som gerne vil’.
Ville du sælge din fiskestang, Christofer Eliasson?
Christofer Eliasson: ’Ja, men det kommer an på hvem, der vil købe den, for den passer ikke ind alle vegne. Måske ville jeg hellere lave en ny, hvis der kom en interesseret køber’.
Processen var vigtig
Mange af møbelsnedkerne har mødtes hver måned i løbet af det seneste år – blandt andet for at få faglige råd, støtte eller bare diskutere deres projekter, fortæller Rasmus Fenhann. I foråret mødtes alle udstillerne til en workshop på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk i Gammel Dok Pakhus for at snakke projekterne igennem uden at have travlt. Og da møbelsnedkerne senere på foråret havde et afleveringsmøde, udviklede det sig til en hel maratonseance, for alle havde en masse på hjerte, da de skulle fortælle, hvorfor deres værker var endt med at komme til at se ud som de gør.
Har I også oplevet en vis konkurrence imellem jer, som samtidig også har været stimulerende?
Rasmus Fenhann: ’Ja, helt sikkert. Især fordi vi har skullet fortælle, hvad vi var i gang med, og det skaber jo et ambitionsniveau, som betyder, at man tænker, ’nå, er han med, så må jeg sgu hellere lægge mig i selen’’.
Christofer Eliasson: ’I Sverige har vi slet ikke noget, der minder om denne forening. Så for mig har det været meget givende at være med i den her proces, hvor vi har snakket om værkerne undervejs om hjulpet hinanden’.
Hvorfor har I ikke en møbelsnedkerforening i Sverige?
Christofer Eliasson: ’Det er der nok mange forklaringer på. Måske er en af årsagerne at Sverige jo er et ret stort land, mens Danmark er noget mindre, hvilket gør det lettere for en forening at samle folk. Man kan selvfølgelig sagtens mødes på nettet og snakke om tingene, men det er ikke det samme som at sætte sig ned sammen. Og som svenskere har vi måske også sværere ved at vise hinanden hvad vi er i gang med. Jeg synes let, der kan opstå en form for konkurrence imellem os i Sverige’.
Ken Winther: ’For nogle år siden talte vi med en japansk møbelarkitekt, der fortalte, at det også er vanskeligt for japanske møbelarkitekter at mødes og dele viden. Det fik os til at diskutere, om vi mon ikke kunne lave en udviklingsudstilling – og det endte vi som bekendt med at gøre’.
Thomas Høyrup: ’Jeg har ikke så meget snedkeri i mit daglige arbejde, og derfor er det måske svært at deltage i en egentlig konkurrence. Men så har jeg noget andet, som jeg kan byde ind med i forhold til gruppen, og det har været meget tilfredsstillende. Så det har ikke kun handlet om det rent snedkertekniske, men om at være med i et forløb sammen’.
I har løbende lagt jeres billeder ud på nettet, hvilket vil sige, at alle har kunnet følge med i tilblivelsen af jeres værker. Hvordan har det været?
John Bøge: ’Det er genialt, at man har kunnet se skitser og billeder undervejs, og der er ingen tvivl om, at hvis vi skal lave sådan en udstilling igen, så skal vi også have en hjemmeside, hvor man kan følge med helt fra begyndelsen’.
Rasmus Fenhann: ’Ja, det er en helt anden form for åbenhed i forhold til de gamle snedkere, der arbejdede meget lukket. Viden fik man fra sin far eller farfar. Det var en familiehemmelighed, som ikke skulle videre’.
Thomas Høyrup: ’Jeg kommer til at tænke på, at da vi grundlagde foreningen i sin tid, der var det jo dels med det formål at udbrede kendskabet til møbelsnedkeriet og håndværket, og dels at etablere et forum, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Det står i vores formålsparagraffer. Og med vores sidste udstilling endte vi ad uransagelige veje pludselig på Tasmanien og udbredte kendskabet til vores håndværk. Så det er faktisk lykkedes ret godt’.
Har I tænkt på, at værkerne skal supplere hinanden?
Rasmus Fenhann: ’Ja, men det var meget tidligt i processen. I begyndelsen kunne man komme med hvad som helst – et bord eller en lampe, men så fandt vi hurtigt ud af, at vi måtte have nogle strammere rammer, ellers ville udstillingen blive for forvirrende. Derfor opstillede vi nogle hovedmål og besluttede, at intet måtte kunne hænge på væggen. Det er der så alligevel én ting, der gør – altså hænger på væggen – men sådan er det altid. Der skal være noget, der stikker lidt ud. Men generelt vil vi gerne have, at tingene klæder hinanden og udgør en helhed’.
Next stop: gallerierne
Møbeldesignere begræder ofte at det er svært at sælge moderne møbler i Danmark. Folk vil hellere have klassikere af Jacobsen, Wegner og Kjærholm. Men hvordan ser møbelsnedkerne på den sag – har snedkermøbler en fremtid? spørger jeg.
John Bøge: ’Ja, folk siger jo, at de gerne vil købe snedkermøbler, men det afhænger jo helt af mode og økonomi. Men generelt er jeg fortrøstningsfuld, når det kommer til møbelsnedkeriet’.
Rasmus Fenhann: ’Vi har også fat i et materiale, der var her før vi mennesker kom, så det er her nok også, når vi forsvinder’.
John Bøge: ’Men der er opstået et vakuum siden 1950 – 60’erne, fordi vores generation ikke har formået at løfte den arv, hvor man kombinerede godt håndværk med en god designuddannelse. Da vi begyndte som møbelsnedkere, var det forbudt at tale om formgivning. Det skulle formgiverne tage sig af, mens vi skulle være superdygtige til at forædle og forarbejde materialet. Men jeg tror, at hvis de små foretagender skal kunne blomstre, så skal man kunne vise kunderne, at man kan mestre formgivningen’.
Rasmus Fenhann: ’Vi har jo en meget stærk tradition her i landet for, at snedker og arkitekt arbejder sammen. Eller kan begge dele. Det har man ikke andre steder. Hans J. Wegner var sådan en type, fordi han først og fremmest var en god møbelsnedker, som videreuddannede sig, så han også blev en dygtig formgiver’.
Christofer Eliasson: ’I Sverige har vi IKEA, som har braget igennem på verdensplan. Den første produktion startede i Sverige, og dengang havde man mange små møbelsnedkerværksteder. Senere flyttede produktionen først til Baltikum, hvor man også brugte nogle af de lokale snedkere og senere endnu længere ud i verden. Men på grund af IKEA er kravet til kvalitet konstant blevet lavere i Sverige. Nu er det ikke længere vigtigt, hvor stabilt et spisebord er, bare det er billigt. Den tendens præger i høj grad det svenske møbelmarked. Når jeg derimod kommer her over til Danmark, så møder jeg folk, der gerne vil betale for møblerne og som tænker på dem, som noget man kan investere i og efterlade til sine børn. Sådan tror jeg også tanken var i Sverige, før vi fik IKEA, men det er helt væk i dag’.
Rasmus Fenhann: ’Grunden til at der var den store opblomstring der i 1950’erne – altså med Wegner, Børge Mogensen og Poul Kjærholm – det var jo, fordi der var en masse små håndværksmestre, som havde sindssygt dygtige svende, som også var kreative og kunne deres håndværk til fingerspidserne’.
John Bøge: ’Økonomien var også anderledes. For 60 år siden var der ikke de samme muligheder, man sparede op, blev gift og så gik man ud og købte dobbeltseng, spisebord og fire stole med henblik på, at det skulle man have resten af livet. Det gør man ikke i dag’.
Rasmus Fenhann: ’Jeg er meget betaget af de lande, hvor møbelsnedkerne har fået en plads på gallerierne – som i Frankrig, USA og Australien. Det er møbler, der er lavet som kunstværker og som selvfølgelig går til skyhøje priser. I de lande er der deciderede møbelsamlere og derfor et marked, som vi slet ikke ser herhjemme, desværre. I Australien har vi besøgt gallerier, hvor der også stod møbler, udført af snedkere, der har videreuddannet sig og som selv laver tingene og sælger dem som showpieces’.
I Danmark er den slags måske også svært, fordi kunderne er konservative. Ole Wanschers møbler er for eksempel meget eftertragtede i USA, men herhjemme vil vi hellere købe en Myrestol af Arne Jacobsen.
Rasmus Fenhann: ’Ja, eller to Svaner og et Æg’.
Christofer Eliasson: ’Det er sjovt, at det er i de såkaldt unge lande, at man investerer i møbler som kunst – altså i Australien og USA, mens vi ikke gør det her i Skandinavien. De, der interesserer sig for kunst her, er som regel til malerier eller antikviteter. Det er sjældent, de køber nyt. Det, som jeg tror, vi kan markedsføre os med, er at vi har en proces – akkurat som i denne udstilling My Precious. Vi kan vise, hvordan et møbel opstår fra et enkelt stykke træ. Altså fortælle folk, at når de køber et bord, så er det ikke bare et bord, men en historie, de investerer i’.
Thomas Høyrup: ’Jeg er helt enig. Vores fag er så produktorienteret, og man glemmer ofte selve forløbet med at udvikle en ting. På skolerne har man haft svært ved at involvere og evaluere processen i forhold til at fremstille en stol. Tit er det blot det endelige produkt, der bliver vurderet, og så overser man, hvordan man er kommet frem til produktet. Så det er et godt sigte med udstillingen, at vi har processen med, så de besøgende kan få et ordentligt indblik i, hvordan en møbelsnedker egentlig arbejder’.
Rasmus Fenhann, Ken Winther, John Bøge, Thomas Høyrup og Christofer Eliasson blev interviewet på Kunstindustrimuseet i juli 2010 af cand.mag.